Efter gudstjenesten er der kaffe og julehygge. Kaare Johannesen kommer og fortæller om julens danske traditioner

Til en rigtig dansk jul hører som bekendt en lang række traditioner – men hvor kommer juletræet, julesnapsen, nissegrøden på loftet, den gode juleøl og alle de andre herlige faste indslag egentlig fra? Hvor ”dansk” er egentlig vores danske jul?

Julen er som bekendt en fejring af Jesu fødsel, men ser man nærmere på den opdager man, at der er langt mere i det end som så. Julen er i virkeligheden i mindst lige så høj grad fyldt med det argeste hedenskab, og i baggrunden lurer både bronzealderens soldyrkelse, åndetro og Odin selv! Og for ikke så forfærdeligt længe siden var højtiden forbundet med “julelege”, der selv med moderne øjne var… temmelig vovede!

________________

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:  Jeg vil prise Herrens trofasthed, Herrens glorværdige gerninger, alt, hvad Herren gjorde mod os, hans store godhed mod Israels hus, som han viste i sin barmhjertighed og i sin store troskab. Han sagde: De er jo mit folk, børn, der ikke svigter. Og han blev en frelser for dem i al deres nød. Det var ikke et sendebud eller en engel, men ham selv, der frelste dem. Fordi han elskede dem og ville skåne dem, løskøbte han dem; han løftede dem op og bar dem alle fortidens dage.  Esajas' Bog 63,7-9

Epistlen skriver apostlen Paulus til galaterne: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.  Galaterbrevet 4,4-7

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.  Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.  Lukasevangeliet 2,25-40