Døbefontelåget i Tune
Fontlåget er fra 1656 og en sjældenhed, da der kun findes ganske få af dem rundt om i vores middelalderkirker. Dette skyldes formentlig, at de er “gået til” gennem mange års brug. Og det har ikke været almindeligt at lave et beskyttende ophæng til dem, når døbefonten var i brug. I Tune kirke blev der rådet bod herpå, idet der både blev lavet en gennemgribende restaurering af låget og et ophæng, så det ikke så let kan skades.
Selve låget er lavet af træ og malet i farver der svarer til prædikestolens og altertavlens farver. En konservator og tømrer, der er godkendt af Nationalmuseet, udførte i 2019-2020 en restaurering af låget på et konserveringsværksted. Det var Augustinusfonden, der donerede istandsættelsen af døbefontelåget i Tune Kirke.
Det sjældne stykke inventar pryder kirkerummet ved siden af døbefonten med sine flotte gyldne farver.