Renovering af kirken 2021-22

Kirken blev gennemgribende renoveret i 2021 og 2022.

 

Forløb

Alle havde været klar over, at der var et ret omfattende behov for renovering af Tunes middelalderkirke, så noget skulle ske.

 

Forberedelserne havde stået på i hvert fald siden 2016 men i januar 2021 var man kommet så langt, at et detailprojekt var klar til godkendelse hos Greve-Solrød Provsti mht. finansiering og Roskilde Stift og Nationalmuseet mht. myndighedsgodkendelse. Licitation blev afholdt april-maj, kontrakter blev indgået juni. Oktober 2021 startede de udvendige arbejder med opsætning af stillads og planlagt varighed tre til fire måneder, men det blev til syv måneder. Indvendige arbejder startede januar 2022 med lukning af kirken til følge og skulle have varet fire måneder, men de indvendige arbejder overskred også tidsplanen, så kirken genåbnede først juni 2022.

 

Uforudset

Problemerne startede lige efter, at stilladset var på plads, og man var kommet i højden. Det viste sig, at toptakkerne på tårnet var så nedbrudte, at nedstyrtningsfaren var reel. Takkerne skulle afstives separat før, at der kunne arbejdes med dem. Efter nedtagning af tagsten på tårn og skib kunne man konstatere, at årtiers utætheder havde nærmest udhulet store dele af tømmeret som følge af råd og svamp på den side, der vendte ud mod tagstenene. Det havde ikke været muligt at opdage på forhånd. Alle havde faktisk være imponerede af tilstanden på det århundrede år gamle træværk ved besigtigelser under projekteringen. Der var endvidere regnet med udskiftning af en pænt antal munkesten, men det faktiske antal viste at blive tre til fire gange så stort.

 

Tagarbejderne skulle have været afsluttet, inden vintervejret for alvor satte ind, men det blev nødvendigt med omfattende vintersikring med isoleringsmåtter og varmluftblæsere drevet af oliefyr. Der skulle også holdes en minimumstemperatur på 5% grader for undgå frostskader i mørtlen. Der var nemlig valgt en recept på mørtel, der skulle være så tæt som muligt på den oprindelige mørtel fra middelalderen og dermed kompatibel med de gamle munkesten. Andre har oplevet ætsningsskader på munkesten med moderne mørtel. Den valgte mørtel hærdede bare meget langsomt og dermed meget sårbar over for lave temperaturer.

Indvendigt viste der sig to større og et mindre forhold. Hvælvet i våbenhuset var så nedbrudt, at reparationen blev væsentligt større og mere kompliceret end forventet. Indvendigt i kirken bandt kalken ikke efter almindelig afrensning. Kalkningen måtte sættes på pause, Nationalmuseet blev konsulteret mht. anden fremgangsmåde, så kirken kunne ikke genåbnes til konfirmationerne det år. Lidt mindre omfattende var en del nye elledninger og renovering af elinstallationerne.

Arbejderne

Tårn Nyt tag, genopbygning af toptakker og piedestaler, renovering af murværk og udskiftning af forvitrede mursten, udskiftning af murankre, indvendigt udskiftning af tømmer i etageadskillelse og dele af gulvbelægning, øverste etage ny trappe og gulvbelægning, ny dør i kapel, kalkning af kapel.

 

Skib Ny konstruktion med undertag, nye tagrender, rendejern og nedløbsrør, reparation eller udskiftning af hovedbjælker, spær, hanebånd, bundremme m.v. beskadiget af råd, borebiller og svamp.

 

Våbenhus Nyt tag, reparation hvælv, indvendig kalkning, ny indgangsdør.

 

Tag De tre tag blev efter nedtagning af eksisterende tegl og renovering af bjælker og spær m.v., udført med fast undertag 1” brædder og 1 lag tagpap. Tagdækning blev udført med naturrøde vingetegl af typen Sinus fra Weber.

 

Indvendig renovering Kirken blev kalket indvendig; alter, prædikestol samt mindetavlen for de faldne i de to slesvigske krige blev restaureret af konservatorfirma, orglet renset, kirkebænkene repareret og malet; alle tekstiler blev meget tiltrængt renset, dvs. messehaglerne (præstekjolerne til brug ved altergang), antependiet (klædet for alteret), gulvtæppe og knæfald.

 

Indgang til kirkegården Porte og låget til kirkegården blev ligeledes skiftet eller repareret. For at opnå et ensartet udtryk blev det efter en del overvejelser valgt en rødbrun linolie, lige som døren ind til kirkerummet, til alle indgangspartier - frem for tidligere tre eller fire forskellige farver.

Belægning med pig sten Terrænet op til fundamentet blev belagt med nye pigsten.

 

Økonomi
Detailprojektet fra januar 2021 var beregnet til en totalomkostning på 5.164.000 kr. Efter licitationen og flere rådgiveromkostninger var budgettet på 6.322.0000 kr. Slutresultatet efteråret 2022 var 12.613.000 kr. Det siger også noget om skadernes omfang og overskridelserne af tidsplanen. Menighedsrådet havde med bevillinger fra provstiet selv 2.179.000 kr., resten lidt over 4 mio. kr. skulle være finansieret med stiftslån og tilskud fra Kirkeistandsættelsesordningen. Stiftslån endte dog på 5.08.000 kr. efter 3.030.000 kr. i dækning af skader fra Folkekirkens Forsikringsenhed.

Parterne

- Tune Sogns menighedsråd: kirkeværge Jens Riise og formand Mogens Slot Nielsen

- Greve-Solrød Provsti: næstformand Arne Nielsen

- Arkitekt: arkitekt-tegnestuen ApS

- Ingeniør: Eduard Troelsgaard A/S

- Hovedentreprenør: Julius Nielsen & Søn A/S

- Murer: Karl A. Hansen Entreprise A/S

- Konservator: Nordisk Konservering

- Filmoptagelser under renovering: Sigmafilm ApS

Arkiv

Dokumenterne fra renoveringen er arkiveret således:

1. Digitalt: Kirkeportal->Tune Sogns Menighedsrådà DokumentarkivàBygninger

2. Fysisk: Boksen i Menighedscentret à mappe med titlen: ”Tune Kirke Renovering 2021-22”