Døbefontelåget i Tune

Augustinusfonden har doneret istandsættelse af døbefontelåget i Tune Kirke

Augustinusfonden har doneret istandsættelse af døbefontelåget i Tune Kirke

Som de fleste kirkegængere i Tune Kirke måske har bemærket, trænger døbefontelåget til en grundig restaurering efter mange års brug ved dåb og andre højtider i kirken.

Derfor har Tune menighedsråd ansøgt Augustinusfonden, der støtter kulturelle og sociale formål, om midler til istandsættelsen. Det er nemlig en bekostelig affære at få udført en sådan restaurering.

I efteråret 2018 blev der udarbejdet en rapport og prisoverslag over projektet, som blev indsendt til fonden. I juni måned 2019 fik menighedsrådet den glædelige besked, at ansøgningen var imødekommet og hele udgiften til restaureringen vil blive dækket.

Fontlåget er fra 1656 og en sjældenhed, da der kun findes ganske få af dem rundt om i vores middelalderkirker. Dette skyldes formentlig, at de er “gået til” gennem mange års brug. Og det har ikke været almindeligt at lave et beskyttende ophæng til dem, når døbefonten var i brug. Det bliver der rådet bod på nu, idet der både laves en gennemgribende restaurering af låget og et ophæng, så det ikke så let kan skades.

Selve låget er lavet af træ og malet i farver der svarer til prædikestolens og altertavlens farver. Det bliver en konservator og tømrer, der er godkendt af Nationalmuseet, som i efteråret vil udføre arbejdet på et konserveringsværksted.

Det er derefter pålagt værkstedet at udfærdige en arbejdsrapport over istandsættelsen, som i tekst og foto kan dokumentere det udførte arbejde.

Menighedsrådet ser frem til at få det sjældne stykke inventar tilbage, hvor det igen vil pryde kirkerummet med sine flotte gyldne farver.

Anne-Lise Bay Jakobsen, Kirkeværge

Augustinusfonden har doneret istandsættelse af døbefontelåget i Tune Kirke