KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS…

 


Tune kirke set fra Nørregade – som de vejfarende møder den.

 

Landsbykirken er uden sammenligning det ældste hus i Tune. Dens ældste bygningsdele dateres til omkr. 1110. Men husets oprindelige stenmaterialer er urgamle; deres alder kan dårligt tælles i år.

Gå ind i Tune kirke og op til døbefonten. Læg hånden på den smukt tilhugne granitsten, og De berører en vandresten fra det nordiske grundfjeld. De berører en del af jordens skabelse. Granitten blev ført hertil med isen og indsamlet ude i marken. Men kalkstenen, som udgør langt hovedparten af kirkens murværk, stammer fra Stevns Klint.

BYGGERIET I 1100-TALLET

Af danske middelalderkirker findes der 1771 (optalt 1995). Ingen periode i Den danske Kirkes historie kan opvise et sådant byggeboom som det, der fandt sted i den romanske tid (ca.1000–1250). Generelt gælder, at der hersker nogen usikkerhed m.h.t. landsbykirkernes nøjagtige datering – således også for Tune kirkes vedkommende. Der findes dog en enkelt undtagelse, nemlig Gjellerup kirke øst for Herning. På kirkens tympanon over syddøren meddeles (oversat fra latin): I året 1140 efter Herrens fødsel er dette hus grundlagt her til Guds ære.

Som byggeemne er kalkstenen fra Stevns blevet anvendt til et stort antal kirkebyggerier på Østsjælland og ned til Falster. Det smukke og holdbare materiale træder desværre ikke tydeligt frem i Tune kirkes murværk, som er pudset og hvidtet.

Vi kan nok gå ud fra, at det gamle Tunes bønder utallige gange er draget af sted med oksekærrer ad dårligt fremkommelige veje og således møjsommeligt har hjembragt kalkstenen for at bygge kirke til Guds ære. I de dage må det have været særligt spændende at bo i Tune, og en helt enestående begivenhed, som angik alle, at følge dagliglivet og dets travlhed på kirkens byggeplads, samt se huset gennem måneder vokse i højden over de omliggende gårde, for så endelig (og sikkert en Påskemorgen) at være med til kirkens højtidelige indvielse.

Grundplanen for Tune kirke kan ikke siges at være udmålt efter rette vinkler eller i symmetrisk orden. Huset er noget skævt anlagt, og det buer lidt uregelmæssigt på nord- og sydsiden, samtidig med at ’skibet’ spidser en smule til i retning mod koret. Dette i samklang med de svagt ujævne murflader bidrager i høj grad til lys- og skyggevirkningerne, der gør kirkerummet charmerende. Kendere af gammel, kirkelig byggetradition vil vide, at nævnte unøjagtigheder (ufuldkommenheden) er bevidst tilsigtet fra bygmesterens side, idet kun Guds Himmel tør gøre krav på fuldkommenheden, som først engang ved dagenes ende også skal blive vor syndige jord til del.

Som regel vender de danske landsbykirker i øst-vestlig retning. Men Tune kirke har en afvigelse mod sødøst. Man har sikkert under opførelsen set lidt stort på, om koret vendte direkte mod øst – altså direkte mod solopgangen – da stedet for solens opgang på vore breddegrader veksler betragteligt med årstidernes skiften.

Alle de unøjagtigheder, man således kan iagttage, er dog med til at gøre kirkehuset ”levende”. Lineal-idealet skaber ofte stivnet ubevægelighed, hvad vi ikke sjældent oplever i moderne, arkitekttegnede kirker.

KIRKEHUSETS YDRE

Vil man danne sig et indtryk af det opr. romanske kirkehus, må man først borttænke våbenhuset og tårnet, samt ca.7 meter af ’skibets’ vestlige ende; så får man en ret lille bygning – den første stenkirke i Tune.

 


Frihåndstegning: Kirkens mulige udseende i 1100-tallet.

 

Kirkens gotiske udvidelser fra 13-1400 tallet er: 1) Våbenhuset, som er den ældste tilbygning. Det er siden blevet skalmuret, så næsten alle stilformer er forsvundet. Derfor er det ret ”fattigt” set udefra; men indvendig er det lidt af en sjældenhed, da det har indbygget krydshvælv.

 


Våbenhusets indre – bemærk krydshvælvet, som er lidt af en sjældenhed.

 

2) Vestforlængelsen (orgelrummet) blev planlagt som underdel for et tårn, som aldrig blev opført derpå, hvorfor forlængelsen af kirken kom under fælles tag med ’skibet’ og blev forsynet med en blændingsgavl, som ses inde i det nuværende tårn.

3) Tårnet er yngst og opført i munkesten. Dets proportioner harmonerer i sjælden grad smukt med den øvrige bygning. Og næsten alt, hvad kirken har af udvendig udsmykning, findes på tårnet – blændinger, en lille savtakfrise, murtinder (pinakler), samt prydelige glamhuller. I tårnet, hvortil der er adgang, hænger kirkens to klokker; tårnets nederste rum benyttes nu som ligkapel.

 


Kirkens smukke tårn – set fra Roskildevej.

 

Alt i alt fremstår Tune kirke udvendig lidt prunkløs og uensartet. Hovedhuset og koret er hvidkalket; våbenhus og tårn står i rød mur med hvidtede blændinger; koret er tækket med bly og resten med rød tegl.

EN NY KIRKE INDE I KIRKEN

Som det ses, har gotikken sat sit præg på det gamle romanske hus. Men går vi indenfor bliver oplevelsen langt skønnere. I slutningen af Middelalderen har man følt, at huset var for mørkt og dystert med dets trykkende træloft og de små, lyssvage vinduer, hvoraf et enkelt (nu delvis tilmuret) ses i korets nordvæg. Man har ønsket et lysere og venligere rum, hvorfor man brød store brescher i murværket og indføjede de spidsbuede og lysgivende vinduer. Og man byggede, om jeg så må sige, en ny kirke inde i kirken, idet man med piller forstærkede murene til at bære hovedhusets krydshvælv. Disse skulle bibringe en fornemmelse af Guds himmelhvælv oventil. Det gav et åndeligt og æstetisk løft. Lignende ændringer blev foretaget i et væld af vore landsbykirker, hvorfor vi igen kan tale om et byggeboom i gotisk tid.

 


Tune kirkes ’skib’ med udsyn til koret.

 

Disse arkitektoniske nyskabelser kan forklares ved ændringer i teologien og fromhedslivet dengang. Tidligere forkyndte Kirken den strenge Dommens Gud, som blev tilbedt angerfuldt og bodfærdigt af syndere. Men herefter turde man løfte blikket mere frimodigt mod Nådens Gud, som ikke ville nogen synders død. Således afspejles teologi og fromhedsliv i kirkearkitekturen – også i Tune kirke, som indvendig fik en helt anden karaktér svarende til tidens ånd. Det tunge og dystre indtryk blev afløst af et lyst og let. Siden da fremstår huset stadig med yndefulde rum, som betager de fleste, og som er en smuk ramme om vore gudstjenester m.m.

Ønsker De et nogenlunde sikkert indtryk af en opr. romansk kirke, kan De besøge Tveje-Merløse ved Holbæk. Kirken dér er forsøgt tilbageført til originalen, hvorfor dens bastante arkitektur kan virke trykkende på sindet.

KIRKENS KOR

Koret er det mindste rum i kirken, men derfor ikke det mindst vigtige. Betegnelsen ’kor’ kommer af det græske choros, som angiver den del af scenen i det klassiske teater, hvor det syngende kor ledsagede skuespillet. Rigtignok har præsterne hverken i katolsk eller protestantisk tid opført skuespil under messen, men man kan nok sige, at et bestemt mønster (de liturgiske led) ”gennemspilles” i gudstjenesten.

 


Tune kirkes kor. De røde vævninger (antependium, gulvtæppe m.m.) blev monteret 1995. Under kirkens restaurering i 2004 blev altertavlen repareret og genforgyldt. Den smukke alterdug er fra samme år. Bemærk antependiets to symboler, de græske bogstaver Alpha og Omega.

 

Korets vigtigste inventar er alterbordet, som er opbygget af kalkkvadre, men under en gennemgribende restaurering i 1914 skalmuret og forhøjet med moderne munkesten. Det ses, når antependiet (bordforhænget) forsigtigt løftes; muligvis ser De så ned i en relikviegrav fra katolsk tid. Men koret domineres siden 1626 af en renæssance-tavle (med senere bruskornamentering). Tavlen er opbygget i stil med en renæssance-kirkes facade.

Øverst i trekantgavlen ses den opstandne Kristus med sejrsfanen. Nedenunder i topstykket ses Moses med Lovens Tavler, samt Johannes Døber, der næsten altid fremstilles med opbunden kjortel og bare ben, fordi han kendes for døbervirksomheden i Jordan-floden. Hovedfeltets billede er af ny dato og fremstiller i lidt naiv udførelse Jesus som ”den gode hyrde”. Han flankeres af de fire evangelister, som hver især kendes på deres ledsagende symboler (englen for Mattæus, løven for Markus, oksen for Lukas og ørnen for Johannes). Alle disse bibelske skikkelser udgør tilsammen den solide klippegrund, fundamentet for Kirkens forkyndelse gennem tiderne.

KIRKEN SOM ET SKIB

’Skibet’ kalder vi det største rum i kirken, og vi kan dermed tænke på Jesu og disciplenes sejlads over Genesaret sø. Sejladsen var farefuld, men skibet nåede frelst i havn. Digtere har skildret livet som en sejlads på oprørt hav mellem de to havne, som er ’fødsel’ og ’død’. Men når Herren selv er med ombord som ”styrmand”, kan hans besætning (menigheden) vide sig tryg og frelst. I øvrigt bemærkes, at mange af de modelskibe, som er ophængt i vore kirker, ikke har redningsbåd. Redningsbåden er jo helt overflødig, når det er Jesus, som står ved roret. Tune kirke har med rette ikke et modelskib, fordi Tune aldrig har haft havn med skibsfart.

Betegnelsen ’skib’ er vel således forståelig for enhver, og når vi ser ud over vort bakkede landskab og ser de mange middelalderkirker, som ligger højt og frit på bakkedrag, kan de nok tage sig ud som store sejlere på bølgekamme.

Indenfor i Tune kirke afsluttes ’skibet’ mod øst af korvæggen, hvis store arkade – triumfbuen – åbner udsyn til alteret. Når menigheden går op til alteret, går den i triumftog for at møde sin konge og holde sejrsfest og nadver med ham.

 


Kirkens ædleste klenodie er alterkalken fra slutningen af 1500-tallet.

 

I katolsk tid har ’skibet’ taget sig anderledes ud. Der har ikke været stolerækker, men nok et par opmurede bænke langs væggene til krøblinge og gamle; de øvrige måtte stå op under messen. På hver side af triumfbuen har der været et lægmandsalter foran hver niche, hvoraf den ene endnu er bevaret, men delvis skjult af et stykke hvælv. I sådanne nicher har der stået helgenbilleder. Den katolske fromhed rummer jo megen helgendyrkelse, som hos os blev afskaffet med Reformationen, idet helgentilbedelsen fandtes upassende, da al tilbedelse alene tilkommer Gud. Mange kulturværdier (bl.a. kalkmalerier) gik derved tabt under en ublid ”billedstorm”.

Tidligere var mænd og kvinder i from ærbarhed adskilt i ’skibet’ og havde også hver deres indgang. Mandsdøren har vi bevaret i sydsiden (kaldet ’sværdsiden’) mens kvindedøren var overfor i nordsiden (kaldet ’spindesiden’), hvor der nu er vindue. Nogle forklarer imidlertid adskillelsen anderledes, nemlig ud fra den klassiske krucifiksgruppe, hvor apostlen Johannes altid står ved korsets ’sværdside’ og Maria ved dets ’spindeside’. I øvrigt kan jeg fortælle, at jeg som barn i Vestjylland oplevede, at ældre ægtepar traditionen tro stadig satte sig adskilt i kirken.

Døbefonten stod indtil for få år siden nær indgangen, så det udøbte barn kunne modtage dåbens sakramente, straks det første gang blev båret til kirke. Reglen var i gammel tid, at udøbte ikke måtte overvære den hellige messe. Men nu står døbefonten øverst i ’skibet’ – ”på prøve” som vi siger for ikke at støde Nationalmuseets iver efter at bevare vort kirkehus som et museumsstykke. Man ønsker, at vi flytter den tilbage til dens opr. plads.

 


Kirkens døbefont af granit – af typen ’ Roskildesten’ – er fra kirkens første tid.

 

Prædikestolen, som har lydhimmel med kors på himmelblå grund, er jævnaldrende med altertavlen og rig på bibelske motiver m.m. Når den rager så dominerende og flot frem i kirkerummet, skyldes det, at ingen skal være i tvivl om hvilken stol, der tilhører kongen, Kristus, hvis herold præsten er.

 


Kirkens stafferede prædikestol med lydhimmel.

 

SYMBOLER I KIRKEN

Nogle af Tune kirkes symboler er allerede omtalt i det forrige. Her fremhæves andre, som er kommet til i nyere tid: De fleste af kirkebænkenes gavle (i alt 16) prydes øverst af en gylden muslingeskal – også kaldet en Ibsskal, som pilgrimme på vej til Sct. Jakobs grav i Galicien gennem århundreder har båret som valfartsmærke. (”Ib” er en folkelig fordanskning af Sct. Jakobs navn). Om kirken opr. har været viet til denne populære helgen, det vides i dag ikke, men det er sandsynligt. I alterbordets kniplingsarbejde genfindes skallen.

 


Ibsskallen – et valfartsemblem.

 

Ved trappen til prædikestolen opsattes 1917 en vinrankesøjle skåret i træ. Den skal minde os om Jesu ord til disciplene: Jeg er vintræet, I er grenene. Vintræets grene ses videreført i den smukt syede alterdug.

På alterets antependium og ved våbenhusets hoveddør ses de græske bogstaver Alpha og Omega. De udgør henholdsvis det første og det sidste bogstav i det græske alfabet, og deres betydning fremgår af Jesu ord i Åbenbaringsbogen, hvor han omtaler sig selv som ’Begyndelsen’ og ’Enden’ – den Altomfattende.

 


Alterpartiets vævninger med de græske symboler for Kristus.

 

I gulvtæppet ved alteret ses andre to græske bogstaver ’X’ og ’P’ (dvs. ’K’ og ’R’). De er vævet sammen og skal læses som initialerne i KRistus. Endvidere er indvævet to blå Hedeboknuder; de symboliserer Hedeboegnen her, som ligger ved den blå Køge Bugt.

VÅBENHUSET

’Våbenhuset’ er som nævnt en senere tilbygning til det ældste hus, og i Tune (som ved de fleste andre landsbykirker) bygget foran mandsdøren. Når ’våbenhuset’ ved andre kirker (som f.eks i Greve) er bygget foran kvindedøren, er forklaringen nok at finde i vejføringen gennem byen eller i et andet praktisk forhold.

Der hersker nogen usikkerhed m.h.t. betegnelsen. Tidligere blev eventuelle våben, som ikke måtte tages med i en kirke, anbragt i forhallen. Men vi skal ikke tro, at Tunes uformuende bønder har ejet de kostbare våben. Derfor er betegnelsen ’våbenhus’ sikkert i analogi med adels- og storkirkernes forhaller, hvor der færdedes våbenføre mænd, overført til landsbykirkernes forhuse. I disse blev der holdt kirkestævne, når præsten skulle meddele forordninger fra øvrigheden. Men sandsynligst er det, at ’våbenhuset’ opr. er byens første ”rådhus”. For bønderne mødtes jo til kirkedage, og skulle der holdes bystævne, hvor man drøftede de fælles opgaver og løste tvister, kunne det være ubehageligt i timevis at være udendørs, når blæst og regn trak om kirkehusets hjørne. Da var det rart at kunne gå i læ et neutralt sted – dog ikke inde i gudshuset, hvor verdslige sager ikke burde forhandles – men i ’våbenhuset’.

 


Kirkens våbenhus set fra syd-øst.

 

SLUTBEMÆRKNING

Meget andet kan fortælles om Tune kirke – og om landsbykirken i almindelighed. Det er at fortsætte et væsentligt stykke Danmarkshistorie. Det gamle Hus kan fortsætte sin historie – det er ikke kun et hus fra fortiden, men stadig menighedens ”levende” gudshus. Det fortjener derfor ikke at ”komme på museum”.

Tekst og fotos af sognepræst Peter H. Christensen.
Guide 1995, revideret 2008.